Nye ansigter i 2030-Panelet 

2030-Netværket har valgt at foretage en mindre udskiftning i medlemsgruppen i 2030-Panelet. Pelle Pedersen (Impact Investor), Henrik Skovby (Dalberg Group) og Claus Stig Pedersen (Novozymes) træder ud af 2030-Panelet, mens vicedirektør i Danske Regioner, Tommy Kjelsgaard og formand for Folkehøjskolernes Forening, Lisbeth Trinskjær er udpeget som nye medlemmer af Panelet.
 

Formand for 2030-Netværket, Kristian Jensen (V), udtaler: ”Vi har fra 2030-netværket haft et ønske om at give nye kræfter muligheden for at engagere sig i 2030-Panelet og give os den bedst mulige rådgivning på Christiansborg. Vi takker på den baggrund de tre udgående personer for deres engagement i 2030-Panelet og er samtidig glade for, at Tommy Kjelsgaard og Lisbeth Trinskjær har valgt at takke ja til udpegelsen”.
 

Tommy Kjelsgaard er vicedirektør hos Danske Regioner, som er interesse- og arbejdsgiverorganisation for de fem regioner. Tommy Kjelsgaard har arbejdet i Danske Regioner i 25 år og har derfor et indgående kendskab til organisationen og dets arbejde, som blandt andet er at understøtte og udvikle det regionale demokrati og varetage regionernes fælles interesser. Organisationen er dermed en væsentlig aktør i det danske samfund, som nu også bliver repræsenteret i 2030-Panelet.
 

Lisbeth Trinskjær er formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark, samt forstander ved Ubberup Højskole. Lisbeth Trinskjær har en lang erfaring med ledelse, unge og folkeoplysning og som en del af 2030-Panelet repræsenterer hun Folkehøjskolernes Forening. Foreningen har som formål at arbejde for folkehøjskolens idé og skabe gode og frie vilkår for skoleformens udvikling, herunder målet om global dannelse med øget fokus på FN’s verdensmål.  
 

Formand for 2030-Panelet, Steen Hildebrandt udtaler om 2030-Panelets nye kræfter: ”Det er utroligt glædeligt at mærke interessen om 2030-Panelet og lysten til at være en del af det. Vi skal give politikerne i 2030-Netværket de bedste muligheder for at arbejde med verdensmålene på Christiansborg, og jeg glæder mig derfor til, at det nye panel sætter sig sammen til vores næste møde den 11. december og kommer i gang med vores forestående arbejde.”


Panelet består af 21 stærke profiler udpeget af 2030-netværket som repræsentanter for væsentlige aktører i det danske samfund eller i kraft af deres personlige kapacitet og viden om implementering og opfyldelse af FN's verdensmål nationalt og globalt. 2030-Panelet har eksisteret siden sommeren 2017. Se medlemsoversigten her.

Tommy Kjelsgaard
Vicedirektør for Danske Regioner

Lisbeth Trinskjær
Formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark

© 2030netvaerket.dk